Engang var han formand for HK Danmark. I dag er han nyvalgt formand for Frivilligcenteret. Og Kim Simonsen håber på, at han kan være med til ”at gøre verden blot en lille smule bedre”.
Erfaringerne med foreningslivet startede allerede som barn i en fodboldklub i Grenå – og siden har han ikke sluppet sit bånd til foreningslivet. I dag, 62 år gammel, har Kim Simonsen en solid foreningserfaring på CV’et.
“Jeg sagde ja til at stille op, fordi jeg synes det er vigtigt. Hvis man som mig, er så privilegeret, at man har mulighed for at gøre noget, som forhåbentligt kan hjælpe andre – så har man også en forpligtigelse,” fastslår Kim Simonsen.
Et blødt punkt
Kim Simonsen afløser Ruth Cilwik Andersen, der for 14 år siden var initiativtager til Frivilligcenteret og indtil nu har været formand. Og Kim Simonsen har ikke tænkt sig at ændre på den kurs, som den nu tidligere formand satte og som han har fulgt det seneste år som bestyrelsesmedlem.
“Der er lagt nogle rigtig gode spor, som jeg vil fortsætte i. Forskellen er, at jeg har en anden professionel organisatorisk erfaring end Ruth, og jeg håber at jeg kan bruge det til at få endnu flere frivillige til at hjælpe og støtte,” forklarer Kim Simonsen.
“Personligt har jeg et blødt punkt for dem der ikke altid har evnerne eller muligheden for at klare sig selv. Jeg tror ikke, jeg kan redde verden, men jeg håber bare, at jeg kan være med til at gøre den en lille smule bedre.”