Categories Aktuelt

Frivilligcenteret popper op i Fredensborg

Frivilligt arbejde er for alle, der har lyst til at gøre en forskel. Og dét budskab rykker Frivilligcenterets leder, Peter Søndergaard, ud med, når han laver POP-OP-Frivilligcenter i butiksgaden i Fredensborg hver onsdag i september.

”Alle kan være med til gøre en forskel. Og det er dét, der er så vidunderligt og givende ved frivillighed,” siger Peter Søndergaard, leder af Frivilligcenteret. Og dét budskab vil han gerne sprede ud til alle bysamfund i Fredensborg Kommune.

”Frivilligcenteret ligger i Humlebæk, men er for alle borgere i hele kommunen, derfor rykker vi nu ud og møder folk, der hvor de er. Denne gang i Fredensborg.”

Frivilligcenteret Pop-op hver onsdag fra 9-15 i Jernbanegade 3 (det tidligere Kiwi) i Fredensborg. Der vil være kaffe på kanden, og både Peter Søndergaard og Helle Søgaard, der er projektleder i Frivilligcenteret står klar til at fortælle om alle de muligheder, der er for at lave frivilligt socialt arbejde og dermed gøre en forskel for andre mennesker.

I forbindelse med Frivilligcenterets POP-OP i Fredensborg i september er alle også velkomne til tre gratis fyraftensmøder om det frivillige sociale arbejde. Følg med her på siden for mere info.