Efter at COVID-19 havde skubbet fejringen af Frivilligcenterets 10 års jubilæum næsten et år, var det d. 24. september dagen hvor frivilligheden og Frivilligcenterets historie skulle mindes og fejres.
Ikke underligt fyldte “stjernerne” -de frivillige og de frivillige foreninger i fejringen af Frivilligcenteret. bag scenen indrammede lyskæder navnene på mange af de mange, mange frivillige foreninger og fællesskaber der i årenes løb har fået støtte af Frivilligcenteret. Frivilligcenteret omtalte sig selv som “motorolie” der bag scenen hjælper med at de frivillige tandhjul drejer let og ubesværet.
En udstillig, den “Frivillige røde tråd”, tog de fremmødte med på en rejse hvor en tidslinje udstillede højdepunkterne fra frivilligheden 2010 – 2020. Masser af billeder, Ildsjæle og avisartikler fortalte historierne fra 10 års lokal frivilligheds historie.
Ruth Cilwik Andersen, som var idé-person for frivilligcenteret og formand igennem alle 11 år, blev også meget passende hædret af bl.a. Hans Nissen, formand for Social- og Seniorudvalget i Fredensborg Kommune
Udover taler fra Borgmester, Thomas Lykke-Pedersen, en ny lokal frivillighedssang var der live jazz, besøg af en pølsevogn og en larmende overraskelse i form af event-rytme-orkesteret, Slagkraft.